Dato: 18.05.2018
Det betyder den nye persondataforordning for dig
Måske har du hørt om den, måske har du fået en masse mails omkring den, eller måske er snakken gået helt forbi din næse. Uanset hvad kan du herunder få en forklaring på, hvad den nye persondataforordning (også kendt som GDPR) drejer sig om, og hvilken betydning den har for dig som Mono.net kunde.
GDPR (General Data Protection Regulation) er en ny persondataforordning fra EU, som træder i kraft d. 25. maj 2018. Målet for dataforordningen er kort fortalt at sikre alle EU-borgere retten til databeskyttelse (herunder retten til privatlivets fred) gennem ny bred lovgivning for, hvordan virksomheder og organisationer skal behandle EU borgernes oplysninger. Med disse regulativer (regelsæt) forsøger EU at skabe en større lighed blandt alle medlemslandene i EU vedrørende databeskyttelse, herunder gennemførelse af reglerne, og hvordan reglerne skal håndhæves.
Persondata dækker reelt set over næsten al information om en person, for eksempel navn, alder, CPR-nummer, mailadresse, information om ens online tilstedeværelse og geografiske lokation, IP-adresse, cookies, samt mere sensitive data som fx biometriske data.
De nye regler favner bredt og gælder for alle, der foretager behandling af personoplysninger. Det vil sige både offentlige myndigheder, organisationer og virksomheder - store som små.
Kort sagt kræver persondataforordningen, at du som virksomhedsejer får et overblik over din specifikke persondata-indsamling og brugen af disse data på din hjemmeside, og som følge af de nye regler får opdateret fortrolighedspolitikken på din hjemmeside (læs mere længere nede).
For at hjælpe dig godt på vej har vi sørget for at implementere funktioner i vores værktøj, der skal hjælpe dig med at få et overblik over samt håndtere persondata, der er indsamlet via din mono.net-hjemmeside. Derudover vil der være mulighed for at lade dine besøgende bekræfte deres samtykke til indsamlingen af deres persondata, alle steder hvor din mono.net-hjemmeside har mulighed for at indsamle data.
BEMÆRK! DISSE MODULER ER OPDATEREDE:
Du kan finde et overblik over, hvilke moduler vi har opdateret med de nye muligheder for samtykke, i Mono Academy. Disse er fx kommentar- og formularmoduler.
Hvis du ikke allerede har oprettet en fortrolighedspolitik/persondatapolitik, vil vi på det kraftigste anbefale dig at oprette en med det samme, hvori der beskrives, hvordan du indsamler og anvender data på din hjemmeside. Da dette er forskelligt for alle vores mono.net kunder, kan vi desværre ikke hjælpe med konkret tekstindhold til denne side.
Det vigtigste er, at du redegør for, hvordan og hvorfor du 1) indsamler personlige oplysninger, 2) anvender personlige oplysninger og 3) hvordan dine besøgende kan rette henvendelse til dig, hvis de ønsker, at du opdaterer, ændrer eller sletter deres personlige oplysninger. Når du har oprettet din fortrolighedspolitik, kan du nemt linke til den fra de forskellige moduler i hjemmesideværktøjet, hvori der indsamles personlige oplysninger - eksempelvis kontaktformularer, kommentar-moduler og nyhedsbrev-moduler.
Vi vil dog påpege at vi ikke er jurister, og vi vil derfor altid opfordre til, at du søger juridisk rådgivning for helt præcist at forstå, hvad der er krævet af dig samt hvilke juridiske betingelser, der skal fremgå af din hjemmeside. Dette er anbefalinger.
Vi har i Mono.net opdateret vores betingelser, fortrolighedspolitik og opbevaring af persondata i henhold til den nye lovgivning. Du kan læse mere her:
https://www.mono.net/betingelser
https://www.mono.net/fortrolighedspolitik
Skulle du sidde inde med et spørgsmål eller to, er du selvfølgelig altid mere end velkommen til at kontakte vores supportteam på support@mono.net.