Tips til at øge hjemmesidetrafikken med sociale medier

Dato: 27.05.2015

Tips til at øge hjemmesidetrafikken med sociale medier

Hvis du kæmper lidt med at få din hjemmeside højere op i søgeresultaterne på Google, eller bare generelt gerne vil have mere trafik til din hjemmeside, så har du måske overset en vigtig trafik-faktor: Sociale medier. Google har mange forskellige ranking-kriterier (fx mobiloptimering), som søgemaskinen bruger til at vurdere, hvor din hjemmeside skal placeres i søgeresultaterne. En af disse kriterier er din hjemmesides sociale popularitet. Jo mere din hjemmeside bliver delt og liket på sociale medier, jo bedre bliver din SEO, og jo mere trafik kan du forvente at få.

Har du brug for hjælp til at komme i gang med at drive trafik til din hjemmeside igennem sociale medier? Så læs med og få gode tips.

Sociale mediers indtog i SEO-verdenen


Inden vi går til de gode tips, får du først en forståelse for, hvorfor sociale medier kan påvirke din hjemmesides placering på Google.

Google's hovedformål er og har altid været at vise de mest relevante søgeresultater ud fra brugernes søgninger. Men hvordan vælger Google hvilke hjemmesider, der er mest relevante at vise? 
Tidliger var SEO primært et spørgsmål om at have de rigtige keywords og masser af eksterne links til din hjemmeside for at rangere højt i søgeresultaterne, da eksterne links blev (og stadig bliver) anset af Google som en troværdighedsfaktor. Logikken er, at jo flere der har lyst til at linke til en hjemmeside, jo mere relevant må den være. Så enkelt er det dog ikke længere. Mange hjemmesideejere fandt nemlig ud af at "snyde" Google ved at få deres hjemmesider til at virke mere relevante end de egentlig var, blandt andet ved at skabe falsk trafik til hjemmesiden igennem spam-hjemmesider og et overforbrug af keywords. Derfor blev Google nødt til at blive klogere. Google's søgealgoritme blev derfor opdateret igen og igen (du har måske hørt om opdateringerne Panda, Penguin og Hummingbird), så Google blev smartere i den forstand, at den kunne sortere snyde-hjemmesiderne fra, og i stedet placere brugervenlige, opdaterede og indholdsrige hjemmeside højt i søgeresultaterne. Med tiden er over 200 forskellige søgekriterier kommet til, og det er blevet meget svært at "snyde" sig til tops. Og her kommer sociale medier ind i billedet.

Flere og flere mennesker verden over har overgivet sig til sociale medier, hvor de i høj grad engagerer sig med forskelligt indhold, som kommer fra eller har forbindelse til hjemmesider. Google er derfor begyndt at bruge engagementet på sociale medier som søgekriterie for en hjemmesides relevans. Det er fordi at delinger, kommentarer og især likes kan ses som anbefalinger fra brugerne om, at indholdet er så værdifuldt for dem, at de vil bruge energi på at engagere sig med det. Det er en stor hjælp for Google, da det gør det nemmere at finde relevant indhold, som kan placeres højt i søgeresultaterne. Derfor påvirker din aktivitet på sociale medier din hjemmesides SEO.

1) Lav relevant og engagerende indhold


Det første og nok vigtigste tip er måske ikke overraskende, at du skal sørge for at have relevant og engagerende indhold på din hjemmeside, som skaber værdi for din målgruppe. Hvis de finder din hjemmesides indhold værdifuldt, er der større chance for at de har lyst til at like, kommentere eller dele indholdet på sociale medier.

OBS!
Husk at på mange sociale medier er det kun en lille del af dine følgere, som rent faktisk ser dine opslag, fx på Facebook. Du øger chancen for at skabe engagement med dine opslag ved at få din målgruppe til at kommentere, dele og like indholdet. Når de gør det, vises opslaget nemlig også for deres netværk (som ikke nødvendigvis kender din hjemmeside endnu). Men din målgruppe vil kun engagere sig, hvis de finder dit indhold værdifuldt, så sæt dig ind i din målgruppes sted, når du skal finde på indhold til din hjemmeside!

2) Del hjemmesidens indhold på dine sociale kanaler


Find en god rytme. Når du har noget nyt indhold klar på din hjemmeside, fx din nyhedsside, blog eller produktside, så del siden på dine sociale kanaler. Du kan enten vælge kun at gøre det på dine offentlige virksomhedsprofiler, eller at gå all-in og både dele opslagene på dine private profiler, virksomhedens profiler, og evt. dele opslagene i relevante grupper eller netværk. Jo flere relevante steder hjemmesiden bliver delt, jo større chance er der for interaktion, og jo flerer point kan du score hos Google.

OBS!
Vidste du, at hver gang du deler et link til din hjemmeside på et socialt medie, gør du det nemmere for Google at indeksere din hjemmeside og evaluere dit indhold?

3) Indsæt din hjemmeside URL på dine sociale kanaler


Noget af det første du bør gøre når du skal i gang med at være aktiv på sociale meder er at linke til din hjemmeside fra dine sociale profiler. På Facebook, Twitter, LinkedIn, YouTube, Google+ mf. er der en dedikeret hjemmeside-funktion, som laver et link til din hjemmeside fra din profil. Det gør det meget nemt for både nye og eksisterende kunder at komme ind på din hjemmeside, hvis de møder dig på sociale medier.

Omvendt kan du også gøre det nemt for dine besøgende at finde dine sociale profiler fra din hjemmeside, eksempelvis ved at bruge de sociale ikoner i din hjemmesides bund.

4) Lav en virksomhedsblog


En af de sværeste ting for en virksomhed ved at skulle være meget aktiv på sociale medier er manglen på nyt og relevant indhold. Hvis du deler de samme sider igen og igen på dine sociale profiler vil du højst sandsynligt kede dit publikum og du risikerer, at de holder op med at følge dig. Hvis du har tid og mod på det, bør du derfor virkelig overveje at få en virksomhedsblog. Det er for det første en fantastisk SEO-booster i sig selv, fordi Google er vild med at du får nyt indhold på din hjemmeside, som kan fortælle Google mere om hvorfor netop din hjemmeside er god at vise i søgeresultaterne. For det andet betyder det, at du ofte har noget nyt at dele på sociale medier. 

Der er mange måder du kan lave en blog på, men som inspiration kan du læse  hvordan du kan lave en blog med mono.net her. Husk også at et blogindlæg ikke nødvendigvis behøver at være en lang skreven tekst alene, det kan også være en YouTube video, en infographic, et slideshow, nye billeder og hvad du ellers måtte have at dele, som har relevans for din målgruppe.

5) Indsæt sociale delingsknapper på dine sider


Det her er en af de rigtig nemme tips. Indsæt sociale delingsknapper på din hjemmeside, så dine besøgende nemt kan like eller dele dit indhold på sociale medier. Du finder alle de forskellige sociale delinsknapper under Moduler > Special. Det modul vi altid indsætter i bunden af vores blogpost her på Mono Bloggen er det modul der hedder "Social".

6) Find en balance i dine opslag


Der er en fin balance imellem at poste for meget (spam) og for lidt (inaktiv) på sociale medier. Desværre er der ingen overordnet gylden regel for, hvor grænsen går. Det kræver at du har et kendskab til de forskellige sociale medier's uskrevne regler og din målgruppes præferencer. Eksempelvis er det meget normalt at sende 10-20 tweets på en dag, men kun 2-5 opslag på Facebook om ugen.

Som grundregel skal du ikke være nervøs for at lægge nyt og interessant indhold på sociale medier. Specielt ikke hvis du også kan skrive en relevant tekst (fx et spørgsmål, et udsagt eller citat) til opslaget eller vedhæfte et godt billede, som kan engagere dine følgere. Sæt dig i din målgruppes sted og prøv dig frem.

7) Monitorér dine sociale aktiviteter


Uanset hvad du foretager dig af ændringer på din hjemmeside er det altid en god ide at holde øje med effekten af dine tiltag. På den måde ved du hvad du gør rigtigt, og hvad du kan forbedre.

Hvis du bruger Google analytics til at monitorere din hjemmeside, så har systemet en hel sektion under "Anskaffelse" som hedder "Social". Her får du en simpel oversigt over hvor mange besøgende du får fra forskellige sociale netværk.

Du kan også dykke ned i hvilket indhold du deler på sociale medier, som fungerer bedst, ved at bruge de enkelte sociale mediers analyseværktøjer. Eksempelvis er Facebook Indsigt både gratis og et super godt værktøj, som giver dig meget specifikke tal på din målgruppes engagement i dine opslag. Twitter Analytics er også gratis og giver dig et godt overblik. Bemærk især hvilke typer af opslag der fungerer (links, billeder, ren tekst, videoer osv.) og hvilke tidspunkter på dagen din målgruppe er mest aktiv. På den måde kan du regne ud, hvordan du får det bedste ud af dit indhold på sociale medier.

8) Konkurrencer


Hvis du gerne vil sætte skub i tingene, kan du lave en konkurrence på sociale medier, hvor formålet er at få dine følgere til at engagere sig på din hjemmeside. Du kan eksempelvis oprette en side om konkurrencen på din hjemmeside, og dele denne side på sociale medier med en tekst der beder folk om at klikke på linket for at deltage. Du kan også holde konkurrencen på Facebook, og henvise til præmien, som kunne være et produkt fra din webshop. På den måde lokker du folk ind for at kigge på dine produkter.

Læs mere om konkurrencer på Facebook her.

9) Annoncering på sociale medier


Hvis du har mod på det (og budget til det) bør du overveje at betale for at få dine opslag vist for din målgruppe på sociale medier - også for dem, som ikke allerede følger dig (potentielle nye kunder). Som tidligere nævnt er det kun en lille del af dine følgere som ser dine opslag - enten fordi de ikke er aktive på det tidspunkt du lægger indhold ud, eller fordi opslaget slet ikke bliver vist for dem. Så annoncering kan være en mere effektiv måde at nå din målgruppe på.

På Facebook kan du sagtens sætte et lavt budget, og prøve det af. Du kan eksempelvis promovere nogle af dine opslag med indhold fra din blog eller din webshop, som kunne have interesse for potentielle kunder. Du kan både betale for hvor mange visninger dine opslag får (CPM) eller hvor mange kliks opslagene får (CPC) og du kan starte så lavt som 1$ om dagen.

Hvad er dine erfaringer?


Har du gode erfaringer med at øge trafikken til din hjemmeside på sociale medier? Så er du meget velkommen til at dele dem i kommentarfeltet herunder.