FORRETNINGSBETINGELSER


SALGS- OG LEVERINGSBETINGELSER

Nærværende betingelser ("aftalen") gælder for køb af ydelser og produkter udbudt på mono.net samt brug af mono.nets onlineværktøj til etablering af hjemmeside og webshop i forbindelse hermed.

Nedenstående brugsbetingelser gælder også i forbindelse med oprettelsen af et prøveabonnement (mono free).

Vær opmærksom på at der i nærværende betingelser skelnes mellem salg og leverance til forbrugere henholdsvis erhvervsdrivende, og der gælder forskellige minimumsaftaleperioder.

Aftalen er indgået mellem dig og mono.net by Reload ApS.

mono.net by Reload ApS (herefter mono.net)
Baggensensgade 4C
2200 København
CVR 30192648
Telefon +45 32 10 30 70
E-mail info[at]mono.net

Det er en betingelse for at kunne indgå en aftale i henhold til nærværende aftale, at du er myndig og er i besiddelse af et gyldigt betalingskort. Ved at acceptere aftalen samtykker du til, at de til enhver tid gældende forretningsbetingelser regulerer forholdet mellem dig og mono.net.

Levering, fakturering og tilmelding til betalingsservice
Når du har gennemført din bestilling kan du logge ind på din mono hjemmeside med dit brugernavn og din adgangskode. Du modtager en elektronisk faktura per mail (elektronisk fakturering).

BEMÆRK! Når du betaler med kreditkort tilmeldes du mono.net’s betalingsservice, som betyder at dit abonnement automatisk fornys med en ny abonnementsperiode umiddelbart efter fristen for dit opsigelsesvarsel udløber. Derved undgår du, at din hjemmeside ophører med at eksistere og at dit indhold bliver slettet. Du er selv ansvarlig for at opdatere din til enhver tid gældende e-mailadresse under indstillingerne for din mono konto.

Nyhedsmail
Ved at acceptere nærværende betingelser samtykker du samtidig til at blive tilmeldt mono.net’s mailliste. Du kan til enhver tid afmelde dig via linket indeholdt i nyhedsbrevet.

Fortrydelsesret
Efter reglerne i forbrugeraftalelovens § 18 har du en fortrydelsesret. Fortrydelsesfristen er 14 dage. Fristen regnes som udgangspunkt fra den dag, du har indgået aftalen. Du har efter forbrugeraftaleloven krav på at få en række oplysninger, bl.a. om fortrydelsesretten og om den bestilte tjenesteydelse. Fortrydelsesfristen løber ikke, før du har modtaget disse oplysninger på skrift (f.eks. på papir eller e-mail). Fristen udløber dog senest 3 måneder efter den dag, du har indgået aftalen.

Ved accept af disse forretningsbetingelser samtykker du til, at levering af ydelsen påbegyndes efter oprettelsen og/eller betaling af den bestilte ydelse, og at du efter dette tidspunkt ikke kan fortryde eller afbestille ydelsen i henhold til Forbrugeraftaleloven § 18.

Varighed og opsigelse
For forbrugere:
Et abonnement kan til enhver tid opsiges med minimum 30 dages varsel indtil udløbet af en måned. Opsigelse kan dog tidligst ske, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse. Hvis du fx har tegnet et abonnement den 3. januar 2011 kan dit abonnement tidligst opsiges den 3. juni til ophør den 31. juli 2011.

For erhvervsdrivende:
Som erhvervsdrivende er du bundet af abonnementet for den periode, som du indgår aftale om, dog minimum 12 måneder. Du indestår for at være erhvervsdrivende og dermed ikke være omfattet af reglerne i forbrugeraftaleloven.

Det er ikke muligt at ændre betalingsfrekvens for dit abonnement.

Eventuelt forudbetalt abonnement tilbagebetales ikke, medmindre mono.net i henhold til lovgivningen er forpligtet hertil (eventuelle engangsydelser som f.eks. domæner og emails tilbagebetales ikke).

Du kan opsige dit abonnement under ’Min konto’, som du finder når du er logget ind for at redigere din hjemmeside eller ved at sende en e-mail til support[at]mono.net med oplysninger om det abonnement, du ønsker at opsige.

Det er muligt at foretage betaling med kreditkort. Følgende kreditkort kan anvendes: Dankort, Mastercard, VISA og American Express. Det er ligeledes muligt at betale via bankoverførsel mod betaling af et administrationsgebyr.

Såfremt betalingen af dit abonnement uagtet af hvilken årsag ikke bliver gennemført, fx på grund af udløb eller spærring af dit kreditkort, vil du modtage en e-mail og blive bedt om at ændre dine kreditkortoplysninger. Såfremt du ikke inden 30 dage opgiver dine nye korrekte kreditkortoplysninger vil din mono konto blive suspenderet. Aktivering af din konto kan ske mod betaling af det skyldige beløb samt et oprettelsesgebyr. Et abonnement kan alene opsiges via ’Min konto’, jf. ovenfor. Manglende betaling anses således ikke som opsigelse af et abonnement.

mono.net kan opsige et abonnement med én måneds varsel, hvis en abonnementstype ophører med at eksistere. I sådan tilfælde vil du få udbetalt eventuel difference for den resterende periode ift. forudbetalingen.

mono.net er i øvrigt berettiget til efter eget skøn og uden begrundelse at opsige et abonnement med 30 dages skriftlig varsel sendt per mail til den af dig oplyste e-mailadresse. I sådan tilfælde vil du få udbetalt eventuel difference for den resterende periode ift. forudbetalingen.

Ydelser og priser
mono.net er et online værktøj, der gør det muligt at lave sin egen hjemmeside eller webshop. Det er endvidere muligt at tilkøbe email og registrere eget domæne, der tilknyttes en mono.net hjemmeside, jf. separat afsnit om domæner nedenfor. .

Egenskaber og pris er anført ved de pågældende ydelser og domænenavne. Alle priser vedrørende mono abonnementer og domæner er inklusiv moms.

Ændring af et abonnement
Du kan til hver en tid opgradere dit abonnement til en abonnementstype, der er dyrere. I sådan tilfælde vil du modtage en opkrævning i overensstemmelse med den forhøjede betaling samt forlængede abonnementsperiode. Startdatoen for din nye abonnementsperiode vil herefter regnes fra den dato du opgraderer dit abonnement. Hvis du fx har tegnet et abonnement den 1. januar 2010 og herefter opgraderer dit abonnement den 4. marts 2010, vil din abonnementsperiode fremover regnes fra den 4. marts 2010 og løbe i 12 måneder indtil 3. marts 2011.

Det er ikke muligt at nedgradere en mono konto.

Domæne
I forbindelse med køb af et mono abonnement er det muligt at købe et eller flere domæner, der knyttes til en specifik mono hjemmeside.

Det er ikke muligt at fortryde en bestilling af et domæne, da domæner er unikke. Dette gælder ligeledes fejlregistrering af domæner, fx stave- og tastefejl.

Ved domænebestilling erklærer du som registrant af domænet, at du er indforstået med, at brug af domænenavnet ikke krænker tredjeparts navne- eller varemærkerettigheder eller i øvrigt må formodes at stride mod lovgivning.

Domænenavnet registreres i kundens navn. mono.net er i den forbindelse formidler af ydelsen og har intet ansvar i forbindelse med registreringen af domænet. mono.net kan i intet tilfælde gøres ansvarlig for tab i forbindelse med oprettelse/flytning af domænenavnet. Kunden er forpligtet til at kontrollere om oprettelsen eller flytningen af domænet har fundet sted og skal rette henvendelse til mono.net, såfremt det ikke er tilfældet.

Såfremt der tilkøbes eget domæne kan der gå op til 5 hverdage og i nogle tilfælde længere tid fra bestillingen er afgivet til domænet er endelig registreret. Der tages forbehold for domæner oplyst som værende ledige og dermed registrérbare, ikke nødvendigvis er tilfældet, da tilbagemeldinger på forespørgsler hos de respektive TLD-administratorer kan forekomme mangelfulde.

DK domæner
DK domæner bliver registreret hos DK Hostmaster, og du er forpligtet til at overholde DK Hostmasters til en hver tid gældende betingelser vedrørende domæner, herunder DIFOs regler for administration af domænenavne.

SE domæner
mono.net er autoriseret reseller af svenske domæner. Sammen med .SE vil mono arbejde for en positiv udvikling af internettet i Sverige til fordel for brugerne og samfundet som helhed. Vores fælles mål er tilfredse domæneejere uagtet om der er tale om virksomheder eller privatpersoner. Ved køb af et .se domæne accepterer du samtidig .SE's betingelser for køb af svenske domæner.
.SE's betingelser for registrering af svenske domæner

Internationale domæner
mono.net er autoriseret Tucows Reseller af internationale domæner. Ved køb af et internationalt domæne accepterer du betingelserne i
Master Contract: Exhibit A
ICANN Policy
Registrants Rights and Responsibilities

Driftssikkerhed
mono.net forbeholder sig ret til uden varsel at begrænse eller indskrænke adgangen til en mono konto eller omfanget af de ydelser, som indgår i et abonnement i det omfang mono.net anser sådan begrænsning for nødvendig af hensyn til drifts- og/eller sikkerhedsmæssige forhold.

Persondata
Ved oprettelsen af din mono konto registrerer og opbevarer mono.net dine personlige data, herunder brugernavn, e-mail adresse, navn, adresse, samt eventuelle øvrige oplysninger du har afgivet i forbindelse med oprettelsen af din mono konto, f.eks. CVR og telefonnummer. Personoplysninger bliver transmitteret og opbevaret krypteret. Personoplysninger opbevares, i det omfang det er påkrævet, i 5 år i henhold til bogføringslovens regler. Du har altid ret til indsigt i hvilke oplysninger, der er registreret om dig.

mono.net opbevarer ikke dine Dankort- og kreditkortoplysninger.

Datasikkerhed
mono.net tilgodeser brugernes behov for privatliv. Derfor værner vi om de oplysninger, vi modtager i forbindelse med vores service.

Som de fleste andre webbaserede services indsamler mono.net de ikke-personlige oplysninger om driften af mono.net, som er tilgængelig igennem brugen af servere og web-browsere. Disse oplysninger er typisk sprog, browsertype, præferencer, henvisende sites og tidspunkts- samt datoregistreringer af hvert login på mono.net.

Årsagen til indsamlingen af disse oplysninger er den fortsat fremadsynede drift af mono.net baseret på brugernes foretrukne præferencer. Data indsamlet på denne måde kan fra tid til anden blive udgivet i rapporter omhandlende mono.net’s brugeres tendenser og trends i forhold til deres daglige brug af hjemmesiden.

mono.net indsamler også enkelte oplysninger, der potentielt kan være af personlig karakter. Disse oplysninger kan eksempelvis være Internet Protocol (IP) adresser. Indsamlet data af denne type benyttes ikke til at identificere monos brugere, og vil under ingen omstændigheder blive overgivet til tredjepart, medmindre nedenstående omstændigheder er tilfældet.

Indsamling af personidentificerende information
mono.net oplyser kun personidentificerende informationer til de af deres medarbejdere og underleverandører, der skal bruge informationerne til at procesbehandle en sag på vegne af mono.net eller for at levere en service på mono.net’s hjemmesider. Udover ovennævnte undtagelser, vil mono.net kun udlevere potentielt personidentificerende informationer og direkte personidentificerende informationer, hvis det er påkrævet i henhold til lovgivningen, eller hvis mono.net i god tro mener, at en udlevering er nødvendig for at beskytte mono.net’s -, tredjeparts- eller offentlig ejendom og rettigheder.

mono.net forbeholder sig ret til at udgive eller på anden måde offentliggøre brugernes mono hjemmesider. Dette gælder ligeledes indkomne forespørgsler fra brugerne (eksempelvis gennem supportfunktionen eller via diverse feedbackmekanismer), enten med henblik på at tydeliggøre eller besvare en given forespørgsel eller for at vejlede og inspirere andre brugere.

mono.net foretager alle tænkelige foranstaltninger for at beskytte potentielt personidentificerende informationer. Dette inkluderer foranstaltninger imod uautoriseret brug, ændring og destruering af informationerne.

Cookies
mono.net benytter cookies til at identificere og kortlægge brugernes vaner, deres foretrukne opsætning af browseren samt deres brug af mono.net. Hvis du benytter mono.net, men stadig ikke vil have cookies installeret på din computer, skal du opsætte browseren til at nægte brugen af cookies, inden du går ind på monos hjemmeside. Det kan dog muligvis have den ulempe, at enkelte features på mono.net ikke er tilgængelige eller fungerer anderledes end tilsigtet.

Misligholdelse
mono.net er berettiget til at hæve aftalen helt eller delvist i tilfælde af at du væsentligt misligholder aftalen. Som væsentlig misligholdelse betragtes enhver tilsidesættelse af de forpligtelser, der påhviler dig i medfør af nærværende aftale.

Såfremt mono.net ikke kan give meddelelse til dig eller forny dit abonnement, som følge af din manglende opdatering af kontakt- og/eller kortoplysninger kan mono.net uden varsel stoppe med at levere yderligere ydelser i henhold til denne aftale.

Ansvar og erstatningskrav
Nedenstående ansvarsfraskrivelse gælder, medmindre andet følger af ufravigelige regler i dansk ret. mono.net fraskriver sig enhver skade og ethvert tab som du måtte lide i forbindelse med dit abonnement, herunder brug af eller manglende mulighed for adgang til din mono konto, uanset den nærmere baggrund herfor, medmindre mono.net har handlet forsætligt til skade for dig eller groft uagtsomt.

Der tilstræbes en oppetid på 100%, men mono.net påtager sig intet ansvar herfor. Der tages endvidere forbehold for, at der ved vedligeholdelse og opdatering af server og client kan forekomme nedetid.

mono.net fraskriver sig således ansvaret for direkte tab og indirekte tab, herunder driftstab, følgeskader, tab af data og retablering af data.

Hvis mono.net skulle blive holdt ansvarlig for dit brug, er ansvaret begrænset til et beløb svarende til den betalte abonnementspris for den gældende abonnementsperiode. Det præciseres, at den købte online ydelse udelukkende er til eget brug, og ikke må udlånes (videregivelse af password), videresælges eller på nogen måde videredistribueres.

mono.net fraskriver sig ethvert ansvar for, at designskabeloner stillet til rådighed for dig til etablering af hjemmeside og webshop overholder generelle lovgivningskrav samt specifikke lovgivningskrav relevant i forhold din løsning.

Overdragelse
mono.net er berettiget til helt eller delvist at overdrage dit abonnement samt sine rettigheder og forpligtelser efter nærværende betingelser til tredjemand.

Ændring af forretningsbetingelser og priser
mono.net er berettiget til at ændre nærværende betingelser uden varsel. Dog gælder ændringer af forretningsbetingelserne i relation til eksisterende abonnementsaftaler, først ved en fornyelse eller forlængelse af abonnementsaftalen.

mono.net forbeholder sig endvidere ret til prisstigninger på de forskellige abonnementstyper. Eventuel prisregulering vil først finde sted i forhold til en ny abonnementsperiode, således at du har mulighed for at opsige dit abonnement. mono.net kan ligeledes vælge at opkræve betalinger for en ydelse eller et produkt, som tidligere var gratis.

Du er selv ansvarlig for at være bekendt med de til enhver tid gældende betingelser og priser, der fremgår af www.mono.net, herunder betingelserne for registrering af svenske og internationale domæner iht. .SE's betingelser for registrering af svenske domæner .SE's betingelser for registrering af svenske domæner og Master Contract: Exhibit A
Master Contract: Exhibit A og ICANN Policy
ICANN Policy
Registrants Rights and Responsibilities

Lovvalg
Enhver uoverensstemmelse, der måtte udspringe af nærværende aftale, skal afgøres efter dansk ret.



LÆS NEDENSTÅENDE BRUGSBETINGELSER

Du forpligter dig til at give korrekte og fyldestgørende oplysninger i forbindelse med oprettelsen af din mono konto på mono.net. Du accepterer i den forbindelse at modtage juridisk bindende meddelelser via den oplyste mailadresse. Det er dit ansvar løbende at opdatere dine kontakt- og kortoplysninger, således at mono.net til enhver tid kan kontakte dig og forlænge dit abonnement. Manglende opdatering af dine oplysninger anses som en væsentlig misligholdelse fra din side.

mono.net stiller en række designskabeloner til rådighed til dit personlige brug på en ikke eksklusiv basis. mono.net har alle rettigheder til disse designs. Dette gælder også selvom du har foretaget ændringer heri. Du er således ikke berettiget til at kopiere eller distribuere disse. Såfremt mono.net ser sig nødsaget til at ændre eller fjerne et eller flere designskabeloner er mono.net ikke ansvarlig for eventuel tab (direkte eller indirekte), som du måtte lide som følge heraf.

Alle mono hjemmesider indeholder per default et mono tag, der linker til www.mono.net.

Det er ikke tilladt at benytte mono.net til ulovligt materiale, herunder materiale som du ikke har ret til at offentliggøre eller lagre. Det gælder både billeder, film, links, tekster mm. Ligeledes må din mono hjemmeside ikke indeholde anstødeligt materiale, herunder porno, pornobilleder, "hadesider", og i øvrigt alt indhold som mono.net på egen hånd vurderer og finder anstødeligt. Sådanne mono hjemmesider vil automatisk blive lukket uden varsel og uanset om du er betalende abonnent eller ej og uanset om det alene er dig eller et antal begrænset personer, der har adgang til materialet. mono.net skal ikke tilbagebetale dit abonnement, såfremt din side lukkes grundet anstødeligt materiale. Du alene er ansvarlig for al indhold (information, data, tekst, software, musik, lyd, fotografier, grafik, video og andet), som du placerer på din mono hjemmeside, samt at dette ikke er i strid med dansk eller international lovgivning. mono.net kontrollerer ikke indholdet og er ikke ansvarlig for kvaliteten og lovligheden af dette. mono.net forbeholder sig endvidere ret til at fjerne indhold som zip, MP3, jpg og lignende såfremt disse belaster serverne i urimelig grad. Hensigten med mono.net er ikke at fungere som en ekstern lagring af større mængder filer til fri download eller visning, men derimod en fremvisning og/eller salgsplads for fysiske og juridiske personer.

Der er som udgangspunkt fri trafik på alle mono hjemmesider, men i tilfælde af grov udnyttelse heraf, forbeholder mono.net sig ret til at ophæve dit abonnement eller sætte begrænsninger på båndbredden. Grov udnyttelse kan eksempelvis være indhold som belaster serverne i urimelig grad samtidig med at denne overtrædelse forårsager et uforholdsmæssigt stort trafikforbrug. mono.net forbeholder sig ret til uden varsel at begrænse eller indskrænke adgangen til din mono hjemmeside såfremt mono.net anser det nødvendigt af drifts- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

Det er forbudt at lave masseudsendelser via mono.net’s e-mailsystem. Det er ligeledes forbudt at udsende spam (uønsket) mails.

I tilfælde af overtrædelse omkring ulovligt indhold og spammails forbeholder mono.net sig ret til at informere de relevante myndigheder samt til at udlevere log informationer mv. til disse. mono.net forbeholder sig ligeledes ret til at opkræve betaling for forbrugt tid i forbindelse med sådan information og udlevering af log information til myndigheder.